Nina Bang blev født Nina Henriette Wendeline Ellinger lørdag den 6. oktober 1866 i København som datter af stabshornblæser og krigsrådsmedlem Heinrich August David Ellinger (1826-1914) og hustru Charlotte Ida Friedericke Preuss (1834-1883).
Nina blev født som barn nummer syv ud af en søskendeflok på ni. Blandt hendes brødre var den senere professor og konservative politiker H.O.G. Ellinger. Hun voksede op i en beskeden middelklassefamilie, der var præget af datidens borgerlige og konservative holdninger.
Begge hendes forældre var indvandrere fra Tyskland. Hendes far var stabshornblæser i den danske hær og i 1868 blev han udnævnt til dirigent for et militærorkester, hvilket medførte at familien flyttede fra København til Helsingør.
Allerede fra barnsben havde Nina sine egne socialistiske meninger, hvilket medførte af hendes far ofte kaldte hende ”den røde”.
Da Nina var 17 år, døde hendes mor, men på trods af familiens trange økonomi, så kom både Nina og hendes otte søskende i privatskole, hvorefter flere af hendes søstre blev uddannet lærerinder. Nina modtog undervisning af privatlærere i Hillerød og Helsingør, hvorefter hun i 1889 – som 23-årig – aflagde studentereksamen som privatist på Københavns universitet. Samme år blev hun optaget på historiestudiet samme sted. Her var hun en af de i alt otte kvindelige studerende ud af i alt 314 ny-optaget studerende.
I forbindelse med hendes studie flyttede hun til Frederiksberg og finansierede hendes studier ved at undervise på Schneekloths Latin- og Realskole og Laura Engelhardts Skole.
Det var som historiestuderende, at hun mødte den fem år yngre præstesøn Gustav Bang og dette blev starten på en livslang kærlighed samt tæt arbejdsfællesskab mellem dem. Dette arbejdsfællesskab medførte, at de i 1892 udgav en bog omhandlende Danmarkshistorien for skolebørn på et historisk-materialistisk grundlag, som hed ”Lærebog i Danmarks Historie”. Det var gennem selvstændige studier af Karl Marx’ værker samt i samarbejde med hendes mand, at Nina i løbet af 1890’erne tilegnede sig hendes marxistiske samfundsopfattelse.
I 1894 færdiggjorde Nina sit historiestudie med en magisterkonferens og gennem hendes studier havde hun især beskæftiget sig med 1500’tallets handelshistorie, hvorigennem hun stiftede bekendtskab med Rigsarkivets store kildemateriale omhandlende Øresundstolden, der for hende var en vigtig kilder til en historisk belysning af forholdet mellem England, Holland og Østersømagterne i 1500’tallet. I overensstemmelse med sin marxistiske historieopfattelse brugte Nina også Øresundstoldregnskaberne til at belyse, hvordan økonomien var det grundlæggende for 1500’tallets samfundsudvikling. Det var arbejdet med disse regnskaber, der kom til, at fylde en stor del af hendes liv. Det var hendes mål at udvikle en handelsstatistik på et internationalt niveau, da hun betragtede statistik som værende en væsentlig faktor for en objektiv og nødagtig fremstilling af 1500’tallets historiske udvikling.
Nina og Gustav blev gift den 23. marts 1895 og kort efter meldte de sig begge ind i Socialdemokratiet, hvilket på daværende tidspunkt var usædvanligt for to akademikere. Socialdemokratiet var på dette tidspunkt kendt for at være arbejdernes parti, men ved at melde sig ind i dette parti, så udviste ægteparret Bang solidaritet med datidens arbejdere. Det var også datidens marxistiske filosofi, der blev ledetråden i begges politiske arbejde – altså gik de begge fra at være konservativt opdraget til at blive socialister med marxistiske tanker.
I 1898 blev Nina ansat som journalist ved Social-Demokraten og de første år skrev hun mest om arbejdernes og arbejderkvindernes betingelser under kapitalismen, men senere begyndte hun, at beskæftige sig mere med det handelspolitiske område, så som spekulation og udenrigspolitiske emner. Det sidste skrev hun mest om i forbindelse med 1. verdenskrig. Sideløbende med hendes journalistiske arbejde for Social-Demokraten havde Nina også en omfattende skribentvirksomhed, hvor hun blandt andet oversatte Marx’ ”Lønarbejde og Kapital” fra 1900 og sammen med Social-Demokratens dynamiske redaktør Emil Wiinblad udgav hun i 1915 ”Arbejderklassens Liv og den kamp”, der var udvalgte artikler skrevet af hendes mand Gustav Bang, der var død tidligere på året. Inden hans død, nåede Nina og Gustav i 1903, at blive forældre til datteren Merete.
Et andet emne, der interesserede Nina var arbejderkvindernes sag til hvilken hun bidrog med at udvikle socialdemokratiets første kvindepolitik. I denne lagde hun ikke skjul på, at hun betragtede klassespørgsmålet som værende det overordnede og dermed vigtigere end datidens kvindesag. Ifølge Nina var de særlige kvindeproblemer blot et led i den generelle politiske kamp, da mange af datidens kvinder var at finde i samfundets underprivilegerede grupper og ud fra denne betragtning var hun modtander af de selvstændige kvindesagsorganisationer – der blandt andet fandtes inden for Socialdemokratiets egne rækker. Hun arbejdede derimod for at styrke de kvindelige fagforeninger og prioriterede, at kvinderne organiserede sig både fagligt og politisk. Nina gik ind for indførelsen af den kvindelige valgret. Nina tog afstand fra den borgerlige kvindebevægelse, som hun mente hverken kunne eller ville gavne arbejderkvindernes sag og hun var imod at ”kvindesagen” gik under denne betegnelse, da den ifølge hende ikke talte på alle samfundets kvinders vegne.
Ninas politiske karriere startede, da hun i 1903 blev medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvori hun vat eneste kvindelige medlem frem til hun i 1918 fik følgeskab af Marie Nielsen.
I perioden 1913 til 1917 var Nina også medlem af Borgerrepræsentationen, i hvilken hun deltog i flere sociale og økonomiske spørgsmål med boligforhold samt skatteflugt som nogle af hendes mærkesager. Det var også i denne periode, at hun var en aktiv deltager i kongresser i 2.Internationale. (Yderligere læsning om denne: https://leksikon.org/art.php?n=78 )
Under 1. Verdenskrig arbejdede Nina med at få etableret en socialistisk fredskonference, hvilket endte ud i afholdelsen af en sådan i Stockholm i 1917.
I perioden op til og under 1. verdenskrig fungerede Nina som stedfortræder for Socialdemokratiets formand Th. Stauning ved flere forskellige lejligheder.
Da det første rigsdagsvalg blev afholdt i 1918 - efter den kvindelige valgrets indførelse ved grundlovsændringen 1915 – blev Nina valgt ind i Landstinget, hvor hun opnåede genvalg både ved valget 1920 og 1924.
Nina var fuld af optimisme, at Nina begyndte sit arbejde i Landstinget, hvori hun arbejdede for at forbedre forholdene for samfundets svageste og det lykkedes hende også, at blev medlem af finansudvalget og hun var også ordfører i flere økonomiske sager såsom om banklov og aktieselskabslov.
Nina Bang skrev i 1918 biografien ”Karl Marx” og på dette tidspunkt leverede hun ofte artikler til datidens tidsskrifter og var derudover en meget benyttet taler.
Nina var i perioden 1922-24 også medlem af toldrådet og ordfører for forskellige forslag, der skulle forbedre forholdende for kvinderne og børnene. Det var også i denne periode, at hun deltog i flere debatter inden for et bredt spektrum af politiske emneområder og flere gange rejste hun også som repræsentant for socialdemokratiet i udlandet og det var i en sådan forbindelse at hun deltog på den internationale socialistiske kongres i Genéve, Schweiz i 1920. I denne arbejdede hun hårdt for at få genoprettet en socialdemokratisk internationale. Dette og andet af hendes arbejde var med til at gøre indtryk på hendes udenlandske partifæller og Nina havde også en bred international socialistisk kontaktflade.
I forbindelse med dannelse af Danmarks første socialdemokratiske regering efter valget i 1924, blev Nina udnævnt til undervisningsminister og blev på denne måde landets første kvindelige minister i en parlamentarisk regering. Hendes primære ambitioner i denne forbindelse var at demokratisere skolesystemet samt forbedring af læreruddannelsen og i denne forbindelse fremsatte hun enkelte lovforslag, der var baseret på arbejdet i den store skolekommission af 1919. Denne omhandlede folkeskolens styrelse og tilsyn, der havde til formål, at gøre datidens folkeskole til ”Folkets Skole” samt om forbedring af datidens læreruddannelse, så lærerne blev bedre rustet til undervisning i de samfundsrelaterede fag samt sprogfagene. Det lykkedes dog kun Nina at få en ændring af loven om pligtafleveringer af aviser til statens samlinger, gennemført.
Ninas første indsats som minister var at få renset ud i ledelsen på Det Kongelige Teater, hvor hun revurderede de seks direktørstillinger til én samt at udnævne en ny administrerende direktør. På denne måde udviste hun, at der lå handlekraft bag den nyudnævnte kvindelige minister. Kort efter dette udpegede Nina sin partifælle, pædagogen og ateisten Vilhelm Rasmussen til forstander på Danmarks Lærerhøjskole. Dette skabte stor debat i samfundet.
Dette var dog ikke den eneste gang hendes beslutninger skabte debat. Der kom også røre om hendes person, da hun i forbindelse med 50-års dagen for Det Kongelige Teaters nye skuespilhus i 1924, hvor Kongen deltog, først forbød afspilningen af ouverturen til ”Elverhøj” samt nationalsangen ”Kong Christian” og bagefter som værende en tro republikaner valgte, at blive siddende imens resten af salen rejste sig i forbindelse med en flok konservative studenter alligevel istemte sangen. Dette eksempel viser den kompromisløshed og kamplyst, som kendetegnede Ninas politiske virke. Dette medførte, at hun fik betegnelserne ”Vor Frue af Danmark” og ”Regeringens eneste Mandfolk”.
Både som værende sociallist samt kvindelige minister, var Nina særlig udsat og hun blev og kraftigt kritiseret af datidens borgerlige politikere samt den borgerlige presse og omtalen af hende havde ofte en ironiserende form og hun var blandt landets mest karikerede personer.
Ninas sidste tid som minsiter var præget af sygdom og efter valget i 1926 fortsatte hun som medlem af Landtinget, men på grund af hendes sygdom, så deltog hun sjældent i regerings- og partiarbejde.
Nina døde søndag den 25. marts 1928 i København og hun ligger begravet på Bispebjerg Kirkegård, hvor hun deler grav med hendes mand, Gustav Bang.
 |
© https://www.gravsted.dk/person.php?navn=ninabang |
|
Som politiker var Nina meget flittig og hun har øvet en stor indflydelse på Socialdemokratiet i en tid, hvor partiet udviklede sig til at blive landets ledende. Hun arbejdede utrætteligt for sine synspunkter og sin hjertesag som var socialismen. Igennem hele sit voksenliv arbejdede hun for at forbedre forholdene for arbejderklassens og ikke mindst arbejderkvindernes vilkår.
Det kom til at gå mere end 20 år før, der blev udnævnt endnu en kvindelig minister. Dette skete da Fanny Jensen blev udnævnt i 1947.
Nina har haft stor symbolsk betydning for de efterfølgende kvindelige politikere og skønt hun ikke selv gik ind for de selvstændige kvindeorganisationer – blandt andet i socialdemokratiet – har hun alligevel lagt navn til en af 1970’ernes socialdemokratiske kvindegrupper.
På 75-års dagen - i 1999 - for udpegningen af Nina Bang som landets første kvindelige minister blev Nina Bang-Prisen indstiftet og denne skulle hvert år tildeles en ung, lovende kvindelig politiker.
Skulle der være en person, som du ønsker præsenteret, så er du velkommen til at sende en dm via min instragram eller kommenterer et blogindlæg eller skrive på min facebookside.
